En vaccine træner immunsystemet til at genkende et patogen, før det overhovedet møder det ægte patogen. Den præsenterer en harmløs version af patogenet, eller en del af det, eller instruktioner til at fremstille et stykke af det, og immunsystemet reagerer ved at producere antistoffer og hukommelsesceller. Hvis det ægte patogen dukker op senere, genkender immunsystemet det og iværksætter en hurtig, stærk reaktion. Resultatet er immunitet uden sygdommen.

Vacciner findes i flere typer. Levende, svækkede vacciner bruger en svækket form af patogenet, såsom mæslinge- og gul febervacciner. Inaktiverede vacciner bruger et dræbt patogen, såsom influenzavaccinen. Subunitvacciner bruger et protein eller sukker fra patogenet, såsom hepatitis B-vaccinen. mRNA-vacciner leverer genetiske instruktioner, der fortæller cellerne, at de skal danne et viralt protein, som immunsystemet derefter målretter. Virale vektorvacciner bruger en harmløs virus til at levere lignende instruktioner. Hver type har fordele og begrænsninger.

Hvad vacciner gør:

• Forebyg sygdom. Reducer risikoen for infektion og alvorlig sygdom.
• Beskyt andre. Flokimmunitet reducerer spredning til dem, der ikke kan vaccineres.
• Udryd sygdommen. Kopper er væk. Polio er tæt på.
• Reducer antimikrobiel resistens. Færre infektioner betyder mindre antibiotikaforbrug.

Vacciner overholdes efter høje sikkerhedsstandarder. Bivirkninger overvåges via systemer som VAERS i USA og EudraVigilance i EU.