Før 1846 var kirurgi et spørgsmål om hastighed. En dygtig kirurg kunne amputere et lem på under tre minutter, fordi det var så længe en patient kunne udholde smerten. Så demonstrerede William Morton æter på Massachusetts General Hospital, og operationsstuen ændrede sig permanent.

Anæstetika falder i to brede grupper. Generel anæstetika forårsager reversibel bevidstløshed, hvilket muliggør større operationer uden bevægelse eller opmærksomhed. De virker på flere mål i hjernen, herunder GABA-A-receptorer, og er normalt parret med smertestillende midler og muskelafslappende midler. Lokalbedøvelse blokerer derimod natriumkanaler i nerveender og bedøver et specifikt område, mens patienten forbliver vågen. Lidokain er det klassiske eksempel, der bruges fra tandlægearbejde til mindre sting.

Moderne praksis har forfinet håndværket:

• Induktion. Propofol eller et inhaleret middel sætter patienten under kontrol på få sekunder.
• Vedligeholdelse. Flygtige gasser eller en kontinuerlig IV-infusion holder dem der.
• Overvågning. Pulsoximetri, kapnografi og blodtryksmåling opdager problemer tidligt.
• Reversal. Agenterne aftager eller vendes, og patienten vågner på en kontrolleret måde.

Risiciene er reelle, men håndterbare. Anæstesirelateret dødelighed hos raske patienter er nu omtrent én ud af 100.000 til 200.000, hvilket er en brøkdel af, hvad den var for et århundrede siden.