Nogle undersøiske bjerge har brede, flade toppe i stedet for spidse tinder. Disse kaldes guyoter, eller bordbjerge. De fleste blev dannet som vulkanske øer, der senere blev eroderet af bølger til havets overflade og derefter sank ned under overfladen, da den underliggende tektoniske plade afkøledes og sank.

Guyoter er almindelige i Stillehavet, hvor kæder af vulkanske undersøiske bjerge registrerer pladens passage over varme områder. Deres flade toppe kan stadig indeholde koralrevaflejringer fra dengang, de var på overfladen, hvilket giver arkiver over tidligere havniveauer og klima. Dybden til topplateauet varierer typisk fra flere hundrede til et par tusinde meter.

Guyot-bjergenes skråninger kan være hjemsted for forskellige bentiske samfund, og toppene understøtter undertiden tætte populationer af filterfødefisk, der drager fordel af accelererede strømninger. Fordi de hæver sig højt over den omgivende abyssale slette, er guyoter iøjnefaldende mål for både videnskabelig prøveudtagning og, mere kontroversielt, dybhavsminedrift.

En enkelt guyot kan bevare en geologisk historie, der strækker sig over titusinder af millioner af år på sin top og flanker.