En animeret film optager ikke bevægelse. Den skaber den. Animation viser en sekvens af stillbilleder i hurtig rækkefølge og er afhængig af synets vedholdenhed for at få dem til at se ud som om de bevæger sig. Et flipbook gør dette med papir og tommelfinger. En spillefilm gør det med titusindvis af tegninger eller med digitale modeller, som en computer gengiver billede for billede. Teknikken er gammel. Illusionen virker stadig.

Der findes flere former. Traditionel celleanimation tegner hver frame i hånden, ligesom Disney gjorde med Snehvide. Stop-motion animerer fysiske objekter og bevæger dem en smule mellem eksponeringer, ligesom Aardman gør med Wallace og Gromit. Rotoscoping sporer live-action-optagelser, frame for frame. Computeranimation opbygger karakterer og miljøer i 3D-software og beregner derefter hver frame, ligesom Pixar gør. Hver metode har sit eget håndværk og sit eget udseende.

Animation er ikke en genre. Det er et medie. Det fortæller gyserhistorier, dokumentarer, voksendramaer og børneeventyr. Det kan være fotorealistisk eller abstrakt. Det kan være dyrt eller billigt. Hayao Miyazakis håndtegnede verdener står side om side med de proceduremæssige mængder i Pixars software. Formen er fleksibel. Den bedste animation bruger bevægelse til at udtrykke noget, som live action ikke kan.