Syrer smager surt. Citronsaft, eddike og mavesyre deler alle denne skarphed. Ordet kommer fra det latinske ord acidus, der betyder sur. Men smag er en dårlig måde at definere en kemisk klasse på. Kemikere definerer en syre ud fra, hvad den gør: den donerer en proton (en hydrogenion) til et andet stof, eller den accepterer et par elektroner for at danne en binding. Den første definition kommer fra Brønsted og Lowry, den anden fra Lewis.

I vand frigiver en syre hydrogenioner, som kombineres med vandmolekyler og danner hydroniumioner. Jo flere hydroniumioner der er i opløsningen, desto lavere er pH-værdien og desto stærkere er syren. Saltsyre dissocierer fuldstændigt i vand, hvilket gør den til en stærk syre. Eddikesyre, den aktive ingrediens i eddike, dissocierer kun delvist, hvilket gør den til en svag syre. Styrke og koncentration er forskellige ting. En svag syre kan koncentreres; en stærk syre kan fortyndes.

Syrer reagerer med baser og danner salte og vand. De reagerer med metaller og producerer brintgas. De korroderer materialer, hvilket er grunden til, at industrielle syrer opbevares i glas eller specialiseret plast. De katalyserer også reaktioner, opløser mineraler og fordøjer mad. Den menneskelige mavesæk opretholder en pH-værdi på 1,5 til 3,5, stærk nok til at opløse metal, men mavesækkens slimhinde beskytter sig selv med et slimlag.