Banker tager imod indlån og yder lån. Peer-to-peer-udlån udelukker banken. Låntagere og långivere forbinder sig direkte via en online platform. Platformen screener låntagere, fastsætter renter og håndterer betalinger. Långivere køber gældsbeviser, der svarer til dele af lånene, og fordeler deres penge på tværs af mange låntagere. LendingClub og Prosper var pionerer inden for modellen i USA. Zopa gjorde det samme i Storbritannien.

P2P-lån tilbyder fordele for begge sider. Låntagere får lavere renter end kreditkort, ofte 6 til 18 procent, og hurtigere godkendelse. Långivere får højere afkast end opsparingskonti, ofte 4 til 8 procent, dog med mere risiko. Platformen opkræver gebyrer fra begge sider. Modellen voksede hurtigt efter krisen i 2008, hvor bankerne strammede udlånsreglerne, og folk ledte efter alternativer.

Risiciene er reelle. Lån er usikrede, så hvis en låntager misligholder sine lån, kan långiveren få meget lidt eller intet tilbage. Platforme garanterer ikke afkast. Under 2020-pandemien steg misligholdelsesraterne kraftigt, og nogle platforme satte udlån på pause. Reguleringsmæssig usikkerhed er et andet problem. I USA regulerer SEC P2P-udlån som værdipapirer, hvilket øger compliance-omkostningerne. I 2024 forlod LendingClub P2P-forretningen for detailinvestorer og skiftede til institutionel finansiering.

P2P-udlån er en niche, ikke en erstatning for banker. Det fungerer bedst for låntagere med god kreditvurdering og långivere, der kan diversificere og tolerere risiko.