Tænding er det øjeblik, hvor en gnist eller kompressionsbølge sætter brændstof i gang i en motorcylinder. Uden den bevæger intet sig. Begrebet dækker både begivenheden og det system, der udløser den.

Tidlige biler brugte magnetoer og håndsving. Charles Ketterings elektriske selvstarter, introduceret på Cadillac fra 1912, fjernede krumtapet og gjorde kørsel tilgængelig for flere mennesker. Punktskiftere og kondensatorer kørte tændingssystemer i årtier, indtil elektronisk tænding kom i 1970'erne, efterfulgt af fordelerløse spole-på-stik-opsætninger.

Dele af et typisk tændingssystem

• Batteri og tændingslås.
• Tændspole til at øge spændingen op til tusindvis af volt.
• Tændrøret skal danne en lysbue over gabet.
• Kontrolmodul til at tidsindstille gnisten.
• Krumtaps- og knastakselsensorer til at rapportere position.

Timingen er lige så vigtig som gnisten. Tænder man for tidligt, banker motoren. For sent, falder effekten, mens udstødningstemperaturen stiger. Dieselmotorer springer gnisten helt over og er afhængige af kompressionsvarme til at antænde brændstoffet. Derfor har en diesel slet ingen tændrør.