Fartpiloten opretholder en indstillet hastighed uden at føreren behøver at holde speederen nede. Det er nyttigt på lange motorvejskøreture, hvor det at holde en stabil hastighed reducerer træthed og kan forbedre brændstoføkonomien. Føreren indstiller hastigheden, og systemet holder den, indtil der trykkes på bremsen, eller systemet slukkes.

Teknologien er ældre, end de fleste tror. Ralph Teetor, en blind ingeniør, opfandt et fartkontrolsystem i 1948. Han var frustreret over sin advokats vane med at øge og sænke farten, mens han talte. De første biler tilbød det i slutningen af ​​1950'erne. Det blev almindeligt i 1970'erne, da brændstoføkonomi blev en prioritet.

Moderne systemer er mere kapable. Adaptiv fartpilot bruger radar eller kameraer til at holde en bestemt afstand til den forankørende bil og sænker og øger farten efter behov. Trafikproppeassistent kan håndtere stop-and-go-trafik. Nogle systemer kombinerer fartpilot med vognbanecentrering for at give delvis automatisering. Disse er niveau 2-systemer, og føreren skal forblive opmærksom.

Fartpiloten har sine begrænsninger. Den fungerer ikke godt i tæt trafik, på snoede veje eller i dårligt vejr. Den kan være farlig på våde eller isglatte overflader, fordi den kan få hjulene til at spinne. De fleste producenter anbefaler at slå den fra under disse forhold.