Før brændstofindsprøjtningen blandede biler luft og brændstof med en karburator. Det var en simpel anordning. Luft strømmede gennem en venturi, en smal sektion, der øgede luftens hastighed og sænkede dens tryk. Dette trykfald trak brændstof fra et flydekammer gennem en dyse. Brændstoffet blandede sig med luften og kom ind i motoren. Føreren kontrollerede blandingen med en choker og gashåndtag.

Karburatorer fungerede godt i årtier. De var billige, pålidelige og nemme at reparere. Men de havde begrænsninger. De kunne ikke præcist kontrollere luft-brændstofforholdet under alle forhold. De var følsomme over for højde og temperatur. De spildte brændstof og producerede flere emissioner end brændstofindsprøjtning. I 1990'erne havde brændstofindsprøjtning erstattet dem på næsten alle nye biler.

Karburatorer har stadig en tilhængerskare. Klassiske bilentusiaster ombygger dem, justerer dem og diskuterer de bedste mærker. Motorcykler, plæneklippere og små motorer bruger dem ofte, fordi de er enkle og billige. I disse anvendelser er karburatoren ikke forældet. Det er det rigtige værktøj til jobbet.

For alle, der nogensinde har fyldt en motor eller justeret en choker på en kold morgen, er karburatoren en påmindelse om, at biler engang var mere praktiske. Man var nødt til at forstå, hvordan de fungerede for at holde dem kørende.