I 2006 definerede Den Internationale Astronomiske Union en planet som et himmellegeme, der kredser om Solen, er massivt nok til, at dets egen tyngdekraft gør det rundt, og har renset sit orbitale nabolag for andre objekter. Det sidste kriterium er det, der degraderede Pluto. Det betyder også, at objekter, der kredser om andre stjerner, kaldet exoplaneter, er defineret af et lidt anderledes sæt regler.

Solsystemet har otte planeter. Fire er klippeplaneter: Merkur, Venus, Jorden og Mars. To er gaskæmper: Jupiter og Saturn. To er iskæmper: Uranus og Neptun. De spænder fra Merkurs brændte overflade til Jupiters stormfulde bånd, fra Venus' løbske drivhus til Neptuns supersoniske vinde. Hver af dem er en verden med sin egen historie.

Planeter dannes fra skiven af ​​gas og støv omkring en ung stjerne. Støvkorn klæber sammen og danner planetesimaler, som støder sammen og vokser til protoplaneter. Nogle bliver store nok til at indfange gas fra skiven og blive til kæmper. Andre forbliver klippefyldte. Processen er rodet, med kollisioner, migrationer og udstødninger, der former den endelige arkitektur.

Tusindvis af exoplaneter er nu kendte. De omfatter varme jupitere, superjorde og planeter, der kredser om to stjerner. Diversiteten er langt større, end nogen havde forventet. Definitionen af ​​planeter skal muligvis udvikles igen.