En geostationær satellit kredser synkront med Jordens rotation. Den forbliver over det samme sted på ækvator. Dens bane er 35.786 kilometer over overfladen. I den højde matcher dens omløbstid Jordens rotation. Fra jorden ser den ud til at være fastlåst på himlen. Det gør den ideel til kommunikation og vejrobservation.

Konceptet blev populariseret af Arthur C. Clarke i 1945. Han foreslog at bruge geostationære satellitter til global kommunikation. Den første var Syncom 3 i 1964, som sendte OL i Tokyo. I dag videresender hundredvis af geostationære satellitter tv, telefoni og data. De er rygraden i satellitkommunikation.

Geostationære satellitkarakteristika

• Fast position over ækvator
• Høj latenstid: cirka 250 millisekunder tur/retur
• Bred dækning: omkring en tredjedel af Jordens overflade
• Dyr at lancere og drive
• Bruges til tv, vejrudsigt og noget internet

Geostationære satellitter har ulemper. Den høje bane betyder høj latenstid. Det er dårligt for realtidsapplikationer som spil og videoopkald. Konstellationer i lav bane om Jorden, som f.eks. Starlink, tilbyder lavere latenstid. Men geostationære satellitter dominerer stadig tv-udsendelser og vejrovervågning.