Talmud er den centrale tekst i rabbinsk jødedom. Den består af Mishnah – en kortfattet mundtlig lovsamling samlet omkring år 200 e.Kr. – og Gemara, den omfattende kommentar og debat, der opstod omkring Mishnah i de følgende århundreder. Der findes to versioner: Jerusalem-Talmud og den længere, mere indflydelsesrige babylonske Talmud.

Sidelayoutet er karakteristisk. En kort passage fra Mishnah står i midten; omkring den er der lag af diskussioner, krydsreferencer og senere glosser. Indholdet spænder fra små regler for sabbatsoverholdelse og kostlov til historier, etiske maksimer og teologisk spekulation. Argumentation er metoden. Rabbinere er uenige, rejser vanskeligheder og løser dem – eller lader dem være uløste. Teksten træner læseren i en bestemt måde at tænke på, lige så meget som den formidler information.

For traditionelle jøder er Talmud ikke blot et historisk dokument. Det er den mundtlige Torah, der står side om side med Moses' skrevne Torah. Studiet er i sig selv en religiøs handling, ideelt set udført parvis, så spørgsmålene kan skærpes i dialog. Moderne kritisk forskning undersøger Talmuds historiske udvikling; traditionelt studie fortsætter med at behandle den som en levende samtale, der stadig adresserer nutiden.

At åbne Talmud er at træde ind i et rum, hvor samtalen har stået på i femten hundrede år og ikke viser tegn på at slutte.