På den tredje dag var graven tom. Den påstand står i centrum for den kristne tro. Opstandelsen er Jesu opstandelse fra de døde, og dermed den fremtidige opstandelse af dem, der tilhører ham.

Forfatterne i Det Nye Testamente insisterer på, at begivenheden var legemlig. Den opstandne Jesus kunne berøres, kunne spise, men var ikke længere bundet af almindelige fysiske begrænsninger. Paulus behandler opstandelsen som førstegrøden af ​​en større høst: fordi Kristus er opstået, vil de, der dør i ham, også opstå, når han vender tilbage. Håbet er ikke at undslippe legemet, men legemets forløsning, en forvandlet fysisk eksistens i en fornyet skabelse.

Den jødiske forventning om en generel opstandelse ved tidsalderen dannede baggrunden, men den kristne påstand var særegen: én mand var allerede blevet oprejst som begyndelsen på enden. Tidlig prædiken behandlede opstandelsen som både en historisk kendsgerning og et teologisk led. Uden den, sagde Paulus, er troen nytteløs, og prædikenen er tom.

Kunstneriske og liturgiske traditioner har hængt ved i øjeblikket – kvinderne ved graven, åbenbaringen for Maria Magdalene, måltidet i Emmaus. Trosbekendelsen fastslår blot kendsgerningen og går videre til dens konsekvens: livet i den kommende verden.