Stimulusgeneralisering er tendensen til at reagere på stimuli, der ligner den oprindelige betingede stimulus. Pavlov betingede en hund til at savle til en tone. Hunden savlede også til lignende toner. Reaktionen generaliserede. Hunden diskriminerede ikke. Den reagerede på kategorien af ​​lignende lyde.

Generalisering er adaptiv. Det hjælper organismer med at reagere på nye situationer. Et barn bidt af en stor hund kan være bange for alle store hunde. Det er generalisering. Det kan være nyttigt. Det kan også være problematisk. En frygt for alle hunde er invaliderende. Diskrimination er det modsatte. Det er at reagere forskelligt på forskellige stimuli. Barnet lærer, at nogle hunde er venlige. Det er diskrimination.

Eksempler på stimulusgeneralisering

• Frygt for alle hunde efter at være blevet bidt af én hund.
• Savlen til lignende toner efter konditionering.
• Føler mig ængstelig på alle skoler efter en dårlig oplevelse på én.
• Reagerer på alle røde lys efter at have lært at stoppe ved et af dem.
• Allergisk reaktion på lignende fødevarer.

Stimulusgeneralisering er et grundlæggende læringsprincip. Det blev demonstreret af Pavlov og Watson. Watsons Little Albert-studie viste, at frygt kunne betinges og generaliseres. Albert blev betinget til at frygte en hvid rotte. Han frygtede derefter hvide kaniner, hvide masker og hvide pelsfrakker. Frygten generaliserede. Studiet var uetisk. Det ville ikke blive godkendt i dag. Men det demonstrerede generaliseringens kraft. Generalisering er det modsatte af diskrimination. Generalisering er bred. Diskrimination er snæver. Begge er nødvendige. Generalisering hjælper os med at reagere på nye ting. Diskrimination hjælper os med at reagere passende. Balancen mellem dem er læring. For meget generalisering fører til fejl. For meget diskrimination fører til rigiditet. Organismen skal lære, hvornår man skal generalisere, og hvornår man skal diskriminere. Det er udfordringen ved tilpasning.