Generel intelligens, ofte betegnet som g, er den fælles faktor, der fremkommer, når mange forskellige kognitive tests analyseres sammen. Personer, der klarer sig godt på én type mental opgave, har en tendens til i gennemsnit at klare sig godt på andre.

Charles Spearman identificerede først g gennem faktoranalyse af skolebørns scorer. Han skelnede det fra specifikke evner, der påvirker præstationen i bestemte tests. Efterfølgende forskning har gentagne gange fundet en positiv manifold - tendensen mellem kognitive tests til at korrelere positivt med hinanden - og g tegner sig for en betydelig del af den delte varians. Test af abstrakt ræsonnement, arbejdshukommelse og behandlingshastighed belaster typisk meget g.

Det biologiske grundlag for g er fortsat et aktivt forskningsområde. Målinger af hjernevolumen, neural effektivitet og integriteten af ​​hvide substanskanaler viser beskedne korrelationer med g. Tvillinge- og adoptionsstudier indikerer betydelig arvelighed, selvom estimaterne varierer med alder og miljø. Kritikere hævder, at g er en statistisk abstraktion snarere end en enkelt underliggende enhed, men dens prædiktive kraft for uddannelsesmæssige og erhvervsmæssige resultater er veletableret.

Uanset hvad intelligens ellers måtte være, er den generelle faktor den del, der dukker op i næsten enhver krævende mental opgave.