Et regime, der søger at kontrollere næsten alle aspekter af det offentlige og private liv, er totalitært. I modsætning til almindelig autoritarisme mobiliserer totalitarisme befolkningen gennem en dominerende ideologi, et enkelt masseparti og omfattende overvågning og propaganda.

Klassiske eksempler inkluderer Stalins Sovjetunionen, Nazityskland og visse faser af det maoistiske Kina. Staten trænger ind i økonomien, kulturen, uddannelsen og familielivet. Uafhængige organisationer ødelægges eller absorberes. Terror og ideologi arbejder sammen for at håndhæve konformitet og omforme samfundet i overensstemmelse med regimets vision.

Totalitære ambitioner realiseres aldrig fuldt ud; der er stadig lommer af privatliv og uformel modstand. Konceptet er fortsat nyttigt til at skelne maksimalt invasive diktaturer fra autoritære systemer, der efterlader større zoner af autonomi. De menneskelige omkostninger ved totalitære eksperimenter har gjort dem til en central negativ reference i politisk tænkning.

Når partiet gør krav på autoritet over selve sandheden, er almindelig politik allerede blevet efterladt.