En fundamental og relativt hurtig transformation af politisk magt og ofte af social struktur udgør en revolution. Revolutioner involverer typisk massemobilisering, kollaps eller omstyrtelse af det eksisterende regime og forsøget på at etablere en ny orden.

Årsagerne omfatter langsigtede strukturelle pres – økonomiske forandringer, svaghed i staten, splittelse inden for eliten – og kortsigtede udløsere såsom finanspolitiske kriser eller militære nederlag. Resultaterne varierer: nogle revolutioner skaber varige institutionelle forandringer; andre fører til voldscyklusser, nye diktaturer eller delvis genoprettelse af den gamle orden. De franske, russiske og kinesiske revolutioner forbliver centrale referencepunkter.

Revolutionær ideologi giver retfærdiggørelse og retning, men praktiske magtkampe omformer ofte oprindelige mål. Sammenlignende studier søger mønstre uden at udviske det særegne ved hver enkelt sag. Truslen om eller erindringen om revolution fortsætter med at påvirke, hvordan herskere og oppositioner opfører sig.

En succesfuld revolution omtegner grænsen for det politisk mulige.