Organiserede foreninger, der søger at påvirke den offentlige politik uden selv at nominere kandidater til embeder, er interessegrupper. De repræsenterer brancher, erhverv, arbejdskraft, miljøsager, identitetsgrupper og utallige andre interessegrupper.

Interessegrupper lobbyer lovgivere, fører retssager, mobiliserer vælgere og former den offentlige debat gennem forskning og mediekampagner. Deres ressourcer – penge, information, medlemsintensitet – bestemmer adgang og indflydelse. Pluralistisk teori ser dem som sunde repræsentationskanaler; kritikere advarer om erobring og ulige indflydelse, der favoriserer velfinansierede interesser.

Regler for registrering og offentliggørelse har til formål at øge gennemsigtigheden. Grænsen mellem interessegrupper og partier kan blive udvisket, når grupper reelt dominerer nomineringsprocesser, eller når partier bliver koalitioner af gruppeinteresser. Effektive demokratiske systemer kræver både dynamisk gruppeaktivitet og beskyttelse mod forvrængning af offentlige formål forårsaget af privat magt.

En velorganiseret interessegruppe kan holde et emne på dagsordenen længe efter, at den brede offentligheds opmærksomhed har flyttet sig.