Implicitte beføjelser er beføjelser, der ikke er eksplicit angivet i forfatningen, men som er nødvendige for at udføre opregnede beføjelser. De stammer fra den nødvendige og passende klausul. Kongressen kan gøre, hvad der er nødvendigt og passende for at udføre sine udtrykte beføjelser. Klausulen kaldes også den elastiske klausul. Den udvider den føderale myndighed.

Doktrinen blev fastslået i McCulloch v. Maryland i 1819. Højesteret stadfæstede oprettelsen af ​​den anden bank i USA. Forfatningen gav ikke eksplicit tilladelse til en bank. Men banken var et nyttigt instrument til at udføre Kongressens beføjelser til at beskatte, låne og regulere handel. Højesteretsdommer Marshall skrev, at beføjelsen til at beskatte indebærer beføjelsen til at ødelægge. Banken var forfatningsmæssig. Implicitte beføjelser blev født.

Eksempler på implicitte beføjelser

• Oprettelse af en nationalbank.
• Oprettelse af militærtjeneste.
• Regulering af internettet og radio- og tv-kanaler.
• Opbygning af det interstate motorvejssystem.
• Oprettelse af føderale agenturer som EPA og FDA.

Implicitte beføjelser er kontroversielle. Strenge konstruktivister argumenterer for en snæver fortolkning. De siger, at den føderale regering kun bør gøre, hvad forfatningen eksplicit siger. Løse konstruktivister argumenterer for en bred fortolkning. De siger, at forfatningen er en ramme, ikke en regelbog. Den skal tilpasse sig skiftende omstændigheder. Debatten er lige så gammel som republikken. Den formede kampen om slaveri, New Deal og borgerrettigheder. Den former aktuelle debatter om sundhedspleje, miljøregulering og overvågning. Implicitte beføjelser er den voksende kant af føderal myndighed. De udvides, efterhånden som nye behov opstår. Denne udvidelse bekymrer nogle. Den beroliger andre. Den elastiske klausul er forfatningens fleksibilitet. Uden den ville dokumentet være stift. Med den er dokumentet et levende charter. Spørgsmålet er, hvor langt det strækker sig. Svaret er aldrig endeligt.