Ethvert menneske er født med et krav, som ingen regering, kultur eller flertal kan ophæve. Menneskerettigheder hviler på denne simple insisteren. De er ikke gaver givet af de magtfulde; de ​​er begrænsninger på, hvad de magtfulde kan gøre.

Den moderne liste tog form efter Anden Verdenskrig, da Verdenserklæringen om Menneskerettigheder samlede årtiers tidligere kampe i ét dokument. Liv, frihed, personlig sikkerhed, frihed fra slaveri og tortur, lighed for loven, tanke- og trosfrihed – disse blev grundlaget. Senere traktater tilføjede rettigheder til uddannelse, arbejde, sundhed og deltagelse i kulturlivet. Ordlyden er universel i ambition, men håndhævelsen forbliver ujævn og ofte afhængig af politisk vilje.

Kritikere påpeger, at rettigheder kan kollidere. Ytringsfrihed kan såre værdighed; religionsfrihed kan støde sammen med ligestilling for kvinder eller seksuelle minoriteter. Andre argumenterer for, at den moderne rammes vestlige oprindelse gør den mindre overbevisende i samfund, der prioriterer kollektiv harmoni eller religiøs pligt. Alligevel har kerneideen vist sig at være robust: visse uretfærdigheder er forkerte, uanset hvem der lider under dem, og uanset hvad lokal skik siger.

• Borgerlige og politiske rettigheder beskytter individet mod staten.
• Økonomiske og sociale rettigheder kræver positiv tilvejebringelse fra staten.
• Kollektive rettigheder, såsom selvbestemmelse, henvender sig til grupper snarere end kun individer.

Når domstole eller aktivister påberåber sig menneskerettigheder, appellerer de til en standard, der hævder at stå over ethvert bestemt regime eller enhver tradition.