I føderale eller decentraliserede systemer kaldes den valgte øverste leder for en stat eller provins ofte guvernør. Embedet kombinerer administrativ ledelse med politisk repræsentation af den subnationale enhed.

Guvernører foreslår typisk budgetter, udpeger agenturledere, underskriver eller nedlægger veto mod lovgivning og kommanderer statens nationalgarde eller tilsvarende styrker. Deres beføjelser varierer betydeligt på tværs af forfatninger. Nogle guvernører står over for stærke lovgivende forsamlinger og uafhængige udøvende forsamlinger; andre dominerer deres politiske systemer. Mandatperioder og valgperioder varierer efter jurisdiktion.

Guvernører fungerer som laboratorier for politisk innovation og som potentielle nationale kandidater. Kriser – naturkatastrofer, pandemier, finanspolitiske chok – tester deres kapacitet og synlighed. Forholdet til den nationale regering involverer både samarbejde og konflikt om finansiering, regulering og jurisdiktion. Embedet er fortsat et af de mest betydningsfulde i indenrigspolitikken i føderale lande.

En guvernørs underskrift kan vedtage eller blokere love, der påvirker millioner af indbyggere.