Nogle regeringer koncentrerer magten hos en enkelt leder eller en snæver elite og kræver lydighed snarere end samtykke. Autoritarisme beskriver dette styremønster. Politisk konkurrence begrænses, uafhængige institutioner svækkes, og uenighed modvirkes eller straffes.

Autoritære regimer varierer i deres metoder. Nogle er afhængige af personalistisk styre, andre af militærjuntaer eller dominerende partier. Valg, hvis de overhovedet afholdes, styres normalt for at producere forudbestemte resultater. Medier, domstole og civilsamfundet står over for streng kontrol. Regimets overlevelse afhænger af en blanding af tvang, kooptrering og præstationslegitimitet.

Borgerne kan stadig opleve økonomisk vækst eller offentlig orden, men de mangler meningsfulde kanaler til at udskifte deres herskere. Overgange ud af autoritarisme er ofte turbulente og usikre. Komparativ politik studerer disse systemer for at forstå både deres holdbarhed og de betingelser, hvorunder de liberaliserer eller kollapser.

Fraværet af ægte politiske alternativer er fortsat det klareste tegn på autoritært styre.