Socialkontraktteorien hævder, at politisk autoritet hviler på en aftale mellem de styrede. Folk opgiver nogle friheder til gengæld for beskyttelse og orden. Ideen går tilbage til det antikke Grækenland, men den blev central for moderne politisk filosofi gennem Hobbes, Locke og Rousseau. Hobbes argumenterede for, at livet uden regering er grimt, brutalt og kort. For at undslippe naturtilstanden accepterer folk at underkaste sig en suveræn. Locke argumenterede for, at naturtilstanden ikke er en krig mellem alle og alle, men at den mangler en neutral dommer. Folk er enige om at danne en regering for at beskytte deres rettigheder. Hvis regeringen fejler, har de ret til revolution. Rousseau argumenterede for, at socialkontrakten ikke er en underkastelse til en suveræn, men et udtryk for den generelle vilje, folkets kollektive vilje.

Teorien om social kontrakt er blevet kritiseret. Nogle argumenterer for, at kontrakten er fiktion, at ingen nogensinde rent faktisk har accepteret den. Andre argumenterer for, at den ignorerer magtubalancer. Forsvarere svarer, at kontrakten er et tankeeksperiment, en måde at spørge, hvilke retfærdighedsprincipper rationelle mennesker ville vælge. Rawls brugte den sociale kontrakt på denne måde og argumenterede for, at retfærdighedsprincipper bør vælges bag et slør af uvidenhed. Den sociale kontrakt er fortsat en stærk ramme for at tænke over politisk forpligtelse, rettigheder og retfærdighed.

Nøgletankere inden for social kontrakt

• Hobbes. Absolut suverænitet for at undslippe naturtilstanden.
• Locke. Regeringen skal beskytte naturlige rettigheder, med ret til revolution.
• Rousseau. Den generelle vilje og folkesuveræniteten.
• Rawls. Retfærdighed som rimelighed, valgt bag et slør af uvidenhed.

Den sociale kontrakt er ikke en historisk begivenhed. Det er en måde at retfærdiggøre politisk autoritet ved at spørge, hvad folk ville acceptere.