Ved den ydre kant af kontinentalsoklen stejler havbunden brat og falder ned mod dybhavet. Denne kontinentalhældning falder fra cirka 200 meter til flere tusinde meter over en relativt kort vandret afstand. Gradienter på flere grader er almindelige; nogle steder er hældningen dissekeret af undersøiske kløfter.

Sediment, der når bundskillet, kan blive ustabilt og kaskadere ned ad skråningen i turbiditetsstrømme, hvorved der dannes kløfter og aflejres vifter på den kontinentale stigning nedenfor. Selve skråningen er en overgangszone mellem den produktive, lyspåvirkede bund og den mørke, fødefattige afgrund. Biologiske samfund ændrer sig hurtigt med dybden langs denne gradient.

Skråningen er også en grænse for ressourceudforskning og en vej for transport af kulstof og forurenende stoffer fra kystfarvande til dybhavet. Kortlægning og prøveudtagning af skråningen er fortsat udfordrende på grund af det stejle terræn og den stejle dybde. Undersøiske jordskred på kontinentale skråninger kan generere lokale tsunamier, hvilket tilføjer en geohazard-dimension til deres undersøgelse.

Mange af verdens største undersøiske kløfter skærer gennem den kontinentale hældning og konkurrerer med landkløfter i skala.