En cylindrisk robot på størrelse med et menneske falder fra et skib ned i det åbne hav og forsvinder. I løbet af det næste årti vil den tilbringe næsten hele sit liv i mørke, drive en kilometer under overfladen, derefter synke til to kilometer og derefter klatre op igen, mens den måler vandet. Den kommer til overfladen i mindre end en dag for at ringe hjem via satellit. Så gør den det igen. Og igen, cirka 150 gange.

Den rutine er kernen i Argo-programmet, en international flåde på næsten 4.000 flåd, der har transformeret, hvordan oceanografer ser det øvre hav. Hver flåd bærer sensorer til temperatur, saltindhold og tryk. Saltindholdet kommer fra målinger af ledningsevne, da saltere vand leder elektricitet anderledes end ferskvand. Dataene strømmer tilbage i næsten realtid, gratis for alle at downloade.

Hvad får systemet til at fungere

• Neutral opdrift i dybden. Flåd er ballasteret til at drive på cirka 1.000 meters dybde uden at synke eller stige, hvilket sparer batteri og lader dem rejse med strøm i årevis.
• En simpel pumpe. En intern blære bevæger olie ind og ud. Oppustning af den ydre blære får flyderen til at stige; tømning af den får flyderen til at synke.
• En 10-dages cyklus. Parker, drift, nedstigning til 2.000 meter, stigning under profilering, overflade, transmitter, gentag.

Gevinsten er en enorm dækning. Argo-både har indsamlet mere end tre millioner profiler, fire gange så meget havinformation som skibe og fortøjede bøjer tilsammen har indsamlet. Denne optegnelse danner grundlag for vejrudsigter, klimavurderinger og påvisning af langsigtet havopvarmning.