Straf er enhver konsekvens, der mindsker den fremtidige sandsynlighed for den adfærd, den følger. Et barn, der rører ved et varmt komfur og føler smerte, er mindre tilbøjeligt til at røre ved det igen. En bilist, der får en fartbøde, kan sænke farten på den samme vejstrækning. Det definerende træk er reduktionen i reaktionsprocenten, ikke intentionen hos den person, der udfører konsekvensen.

Der skelnes mellem to former. Positiv straf tilføjer en aversiv begivenhed. Negativ straf fjerner en ønskværdig begivenhed – for eksempel tab af skærmtid. Begge kan undertrykke adfærd, men begge har bivirkninger. Straf kan fremkalde frygt, aggression eller flugtforsøg. Den fortæller organismen, hvad den ikke skal gøre, uden at specificere, hvad den skal gøre i stedet.

Af disse grunde foretrækker mange adfærdsanalytikere forstærkning af alternative adfærdsmønstre. Når straf anvendes, er den mest effektiv, når den er øjeblikkelig, konsekvent og parret med klare alternative reaktioner, der forstærkes.

• Mindsker sandsynligheden for en adfærd
• Positiv form tilføjer en aversiv stimulus
• Negativ form fjerner en positiv stimulus
• Giver ofte uønskede følelsesmæssige bivirkninger

Etiske og praktiske overvejelser begrænser dens anvendelse i anvendte sammenhænge.