En dissens er en skriftlig erklæring fra en dommer, der er uenig i flertallets afgørelse. Den ændrer ikke resultatet. Flertallets afgørelse står ved magt. Men dissenser er vigtige, fordi de bevarer argumenter for fremtiden og nogle gange bliver grundlaget for senere omstødelser.

Højesteretsdommer John Marshall etablerede praksissen med en enkelt flertalsudtalelse i begyndelsen af ​​1800-tallet. Før det skrev hver dommer separat. Dissens blev mere almindelige, efterhånden som rettens sagsbehandling voksede, og loven blev mere kompleks. Nogle dissens er berømte: Dommer Harlans dissens i Plessy v. Ferguson, Dommer Holmes' dissens i Abrams v. United States, Dommer Blackmuns dissens i Bowers v. Hardwick.

Typer af dissens

• Ren dissens: er uenig i resultatet og begrundelsen.
• Delvist enig, delvist uenig: enig i nogle resultater.
• Uenighed uden mening: stemmer imod, men skriver ingenting.
• Per curiam dissens: kort og usigneret.

En dissens kan signalere, at spørgsmålet ikke er afgjort. Når domstolens sammensætning ændres, kan en tidligere dissens blive det nye flertal. Det er sket gentagne gange i forfatningsretten. At skrive en dissens er en handling af optimisme omkring fremtiden. Den siger, at diskussionen ikke er slut, selvom afstemningen tabes i dag.