Alt, hvad der allerede er sket, udgør fortiden. Historikere studerer udvalgte dele af den, men selve fortiden er hele sekvensen af ​​tidligere begivenheder, forhold og oplevelser, uanset om de er nedskrevet eller ej.

Fortiden er ikke direkte tilgængelig; den kendes gennem spor – dokumenter, genstande, minder og miljømæssige beviser. Forskellige kulturer og discipliner konstruerer forskellige relationer til den og understreger kontinuitet, brud, fremskridt eller tilbagegang. Personlig erindring og kollektiv erindring repræsenterer begge selektivt det, der er gået forud.

Debatter om fortiden tjener ofte nutidige formål: legitimering af institutioner, bestridelse af uretfærdigheder eller dannelse af identiteter. Den professionelle historieforsker forsøger at disciplinere disse anvendelser med beviser og argumenter. Alligevel sikrer fortidens omfang, at det meste af den forbliver ukendt eller kun delvist genvundet.

• Al tid og begivenheder før nutiden
• Kun kendt gennem ufuldstændige spor
• Selektivt husket og fortolket
• Genstand for både videnskabelig og offentlig konkurrence