Jordskælvs størrelse krævede en praktisk numerisk måling. Richterskalaen, udviklet i 1930'erne, tildeler en størrelsesorden baseret på logaritmen af ​​amplituden af ​​seismiske bølger registreret på en standardiseret seismograf. Hvert heltalstrin svarer til en tifold stigning i bølgeamplitude og cirka 32 gange mere energi.

Skalaen, der oprindeligt blev designet til lokale jordskælv i Californien, er i vid udstrækning blevet erstattet af momentmagnitudeskalaen til global brug, især til meget store begivenheder. Ikke desto mindre bruges udtrykket "Richterskalaen" stadig i vid udstrækning i offentlig kommunikation. Magnituderne bestemmes ud fra instrumentelle registreringer snarere end ud fra observerede skader.

Et jordskælv med en styrke på 5 er moderat; et jordskælv med en styrke på 7 er større; et jordskælv med en styrke på 9 er sjældent og katastrofalt. Fordi skalaen er logaritmisk, er forskellen mellem successive hele tal enorm. Nøjagtig bestemmelse af styrke er fortsat en kerneopgave for seismologiske observatorier verden over.

• Logaritmisk skala for jordskælvsstørrelse
• Baseret på seismisk bølgeamplitude
• Hvert trin er ti gange så amplitudefuldt
• Stort set erstattet af momentstørrelsesgrad for store begivenheder