Pikaresque fiktion følger de episodiske eventyr hos en skælmsk, lavbåren helt, der lever på sin fornuft i et korrupt samfund. Fortællingen er normalt førstepersons og løst struktureret.

Formen opstod i det sekstende århundredes Spanien med værker som Lazarillo de Tormes. Pícaroen – den uærlige hovedperson – bevæger sig fra mester til mester og afslører socialt hykleri gennem en række møder snarere end gennem et enkelt samlet plot. Senere eksempler inkluderer Moll Flanders, Huckleberry Finn og mange moderne fortællinger om landeveje og antihelte. Humor, satire og et klart syn på overlevelse i de sociale marginer karakteriserer modusen.

Den pikareske struktur er åben og akkumulerende; nye episoder kan altid tilføjes. Helten lærer måske kun lidt eller opnår en hård praktisk visdom. Formens vedvarende appel ligger i dens mobilitet, dens sociale rækkevidde og dens afvisning af sentimental moralisering. Den forbliver et fleksibelt redskab til at observere et samfund nedefra.

En fortælling om en klog outsiders episodiske fremskridt gennem en fejlslagen verden er pikaresk.