En søjle er et lodret strukturelt element, der overfører laster nedad. Den bærer vægten af ​​bjælker, plader og tage til fundamentet. Den fungerer primært i kompression. En kort, tyk søjle knuser. En høj, slank søjle bukker. Forholdet mellem længde, form og materiale bestemmer, hvor meget last den kan bære. Søjler er et af de ældste strukturelle elementer i arkitekturen. Grækerne huggede dem ud af sten. Romerne forfinede deres proportioner. Moderne ingeniører bygger dem af stål og armeret beton.

Søjler findes i mange typer. En stålsøjle er ofte en I-form eller et hult rør. En betonsøjle er forstærket med armeringsjern og kan være støbt på stedet eller præfabrikeret. En træsøjle bruges i letrammekonstruktioner. En kompositsøjle kombinerer stål og beton. Søjlen kan være synlig eller skjult inde i en væg. I nogle bygninger er søjler berømte. I andre er de skjulte.

Forbindelser er vigtige. En søjle skal overføre sin last til fundamentet og modtage laster fra bjælker og plader ovenover. En dårligt detaljeret forbindelse kan svigte, især under seismisk eller vindbelastning. I jordskælvszoner skal søjler designes til at bøje uden at knække, og forbindelserne skal være stærkere end elementerne. Søjlen er et simpelt koncept. Det er ingeniørkunsten ikke.