Du kan opløse en skefuld sukker i vand. Fortsæt med at tilsætte sukker, og til sidst vil der ikke opløses mere. Opløsningen er mættet. Opløselighed er den maksimale mængde opløst stof, der kan opløses i en given mængde opløsningsmiddel ved en given temperatur. Det udtrykkes normalt i gram opløst stof pr. 100 milliliter opløsningsmiddel. Opløseligheden afhænger af det opløste stofs og opløsningsmidlets art, temperaturen og trykket.

Tommelfingerreglen er, at ligesom opløses ligesom. Polære opløsningsmidler opløser polære og ioniske opløste stoffer. Ikke-polære opløsningsmidler opløser ikke-polære opløste stoffer. Vand opløser salt og sukker, men ikke olie. Hexan opløser olie, men ikke salt. Temperatur påvirker opløseligheden. For de fleste faste stoffer stiger opløseligheden med temperaturen. For gasser falder opløseligheden med temperaturen. Derfor bliver varm sodavand hurtigere flad end kold sodavand. Tryk påvirker gasopløseligheden. Henrys lov siger, at en gass opløselighed er proportional med dens partialtryk. Derfor aftappes kulsyreholdige drikkevarer under tryk.

Opløselighed er vigtig inden for kemi, biologi og industri. Den bestemmer, hvordan lægemidler absorberes i kroppen. Den påvirker, hvordan forurenende stoffer bevæger sig gennem jord og vand. Den styrer dannelsen af ​​mineraler og næringsstoffers opførsel i jorden. Den bruges til krystallisation, ekstraktion og kromatografi.

Opløselighedsproduktkonstanten, Ksp, beskriver ligevægten mellem et tungtopløseligt salt og dets ioner i opløsning. Den bruges til at forudsige, om der vil dannes et bundfald. Hvis ionproduktet overstiger Ksp, dannes et bundfald. Hvis det er mindre, er opløsningen umættet.