Ikke alle kræftpatienter reagerer på alle kræftmediciner. Nogle tumorer har en mutation, der gør dem sårbare over for en specifik behandling. En ledsagende diagnostisk test er en test, der identificerer, hvilke patienter der vil have gavn af hvilket lægemiddel. Den er den afgørende faktor for præcisionsmedicin. Uden den kan lægemidlet blive givet til patienter, der ikke reagerer, hvilket spilder tid og penge og udsætter dem for bivirkninger.

Supplerende diagnostik udvikles sideløbende med lægemidlet. FDA gennemgår dem sammen. Testen kan være et genetisk sekventeringspanel, en immunhistokemisk farvning eller en fluorescens in situ hybridiseringssonde. Den detekterer en specifik biomarkør, såsom en mutation i EGFR-genet eller overekspression af HER2-proteinet. Resultatet afgør, om lægemidlet er indiceret.

Eksempler er overalt. Herceptin til behandling af HER2-positiv brystkræft kræver en HER2-test. Keytruda til visse solide tumorer kræver en test for mikrosatellitinstabilitet eller mismatch-reparationsmangel. Tarceva til behandling af lungekræft kræver en EGFR-mutationstest. I hvert tilfælde er diagnosen og lægemidlet forbundet.

Ledsagende diagnostik er ikke kun til behandling af kræft. De bruges inden for infektionssygdomme, hjerte-kar-medicin og sjældne genetiske lidelser. Efterhånden som der udvikles mere målrettede behandlinger, vil der blive udviklet mere ledsagende diagnostik. Testen er lige så vigtig som behandlingen.