I 1975 samledes forskere i Asilomar, Californien, for at diskutere risiciene ved rekombinant DNA. De blev enige om et moratorium for visse eksperimenter, indtil sikkerhedsretningslinjerne var på plads. Dette møde etablerede princippet om biosikkerhed: de praksisser og foranstaltninger, der forhindrer skade fra biologiske agenser. Princippet vejleder stadig laboratorier, hospitaler og bioproduktionsfaciliteter i dag.

Biosikkerhedsniveauerne går fra 1 til 4. BSL-1 håndterer agenser, der udgør minimal risiko, såsom ikke-patogene E. coli. BSL-2 håndterer agenser, der forårsager moderat sygdom, såsom Salmonella og HIV. BSL-3 håndterer agenser, der kan forårsage alvorlig sygdom ved indånding, såsom tuberkulose og SARS-CoV-2. BSL-4 håndterer de farligste agenser, såsom Ebola og Marburg, for hvilke der ikke findes nogen behandling. Hvert niveau specificerer tekniske kontroller, personlige værnemidler og arbejdspraksis.

Biosikkerhed handler ikke kun om laboratorier. Det gælder for hospitaler, hvor personale håndterer smitsomme patienter. Det gælder for landbrug, hvor genmodificerede organismer kan slippe ud. Det gælder for bioproduktion, hvor kontaminering kan ødelægge et parti og skade medarbejdere. Den fælles tråd er indeslutning: at holde biologiske agenser, hvor de hører hjemme.

Biosikkerhedsfejl er sjældne, men har konsekvenser. En laboratorieinfektion, en frigivelse af en modificeret organisme eller en kontamineringshændelse kan have alvorlige konsekvenser. Reglerne eksisterer, fordi risiciene er reelle.