Plastik fra majs. Plastik fra alger. Plastik fra bakterier. Bioplast er plastik udvundet af vedvarende biologiske kilder i stedet for olie. De lover at reducere afhængigheden af ​​fossile brændstoffer og i nogle tilfælde at bionedbrydes efter brug. Virkeligheden er mere nuanceret. Ikke al bioplast er bionedbrydelig, og ikke al bionedbrydelig plastik er biobaseret.

Den mest almindelige bioplast er polymælkesyre, eller PLA, lavet af fermenteret plantestivelse. Den bruges i komposterbare kopper, madbeholdere og 3D-printfilamenter. Den er bionedbrydelig, men kun under industrielle komposteringsforhold. På en losseplads forbliver den. Polyhydroxyalkanoater, eller PHA'er, produceres af bakterier og bionedbrydes i jord og vand. De er dyrere og mindre almindelige. Biopolyethylen er kemisk identisk med konventionel polyethylen, men lavet af sukkerrør. Den er ikke bionedbrydelig, men den har et lavere CO2-aftryk.

Bioplast står over for udfordringer. Det koster mere end konventionel plast. Det konkurrerer med fødevareafgrøder om jord. Det kan forurene genbrugsstrømme, fordi det ligner konventionel plast, men opfører sig anderledes. Infrastrukturen til kompostering er begrænset. Og mærkningen bioplast kan vildlede forbrugerne til at tro, at et produkt vil forsvinde i deres baghave.

Bioplast er ikke en løsning på plastikforurening. Det er én mulighed, og fordelene ved det afhænger af, hvordan det fremstilles, bruges og bortskaffes.