En investeringsforening samler penge fra mange investorer og investerer dem i aktier, obligationer eller andre værdipapirer. Hver investor ejer andele i fonden, som repræsenterer et forholdsmæssigt krav på de underliggende aktiver. En professionel forvalter driver fonden og beslutter, hvad der skal købes og sælges. Fonden opkræver en omkostningsprocent, normalt 0,1 til 1,5 procent af aktiverne om året, for at dække administrations- og driftsomkostninger.

Investeringsforeninger findes i to hovedtyper. Åbne fonde udsteder og indløser aktier til den indre værdi, som beregnes ved udgangen af ​​hver handelsdag. Lukkede fonde udsteder et fast antal aktier, der handles på børser som aktier. Exchange-traded funds, eller ETF'er, ligner investeringsforeninger, men handles hele dagen. Indeksfonde følger et markedsindeks som S&P 500 med lave gebyrer. Aktivt forvaltede fonde forsøger at slå indekset og opkræver mere.

Investeringsforeninger tilbyder diversificering og professionel forvaltning. De er nemme at købe via pensionskonti og mæglerplatforme. De er også reguleret af Securities and Exchange Commission, som kræver oplysning om beholdninger, gebyrer og risici. Prospektet er et tæt dokument, men det indeholder de detaljer, der er vigtige.

Argumentet imod investeringsforeninger er omkostninger. De fleste aktive fonde klarer sig dårligere end deres benchmarks efter gebyrer. Over 20 år kan et gebyr på 1 procent forbruge en fjerdedel af dit afkast. Derfor har lavprisindeksfonde tiltrukket billioner af dollars. Fondsbranchen er konkurrencepræget, og investorer har flere lavprismuligheder end nogensinde før.