Kapitalkrav fastsætter det minimumsbeløb, en bank skal holde for at absorbere tab. Kapital er ikke kontanter i en hvælving. Det er forskellen mellem en banks aktiver og dens passiver, finansieret af aktionærer og overført overskud. Tilsynsmyndigheder kræver, at banker holder kapital svarende til en procentdel af deres risikovægtede aktiver. Jo højere risikoen er, desto mere kapital kræves der.

Reglerne stammer fra Basel-aftalerne. Basel III, det nuværende rammeværk, kræver en minimumskapitalprocent på 4,5 procent plus en kapitalbevaringsbuffer på 2,5 procent, hvilket giver i alt 7 procent. Systemisk vigtige banker skal holde yderligere kapital. De største amerikanske banker står over for endnu strengere krav, hvor stresstests bestemmer, hvor meget kapital de har brug for for at overleve en alvorlig recession.

Kapitalkrav er en afvejning. For lidt kapital, og bankerne går konkurs, når tabene rammer. For meget kapital, og bankerne låner mindre ud, hvilket bremser økonomien. Krisen i 2008 viste, at kapitalniveauet var for lavt. Bankerne havde ringe buffer til at absorbere tab på realkreditlån, og skatteyderne måtte redde dem. Siden da er kapitalniveauet stort set fordoblet i de største banker.

Kritikere argumenterer for, at kapitalkravene stadig er for komplekse, og at bankerne manipulerer med risikovægtene. Nogle økonomer foreslår en simpel gearingsgrad, der kræver kapital som en procentdel af de samlede aktiver uanset risiko. Debatten fortsætter, men princippet er fastlagt: bankerne skal have noget at sige om.