En plug-in hybrid har et større batteri end en almindelig hybrid og en opladningsport. Oplad den derhjemme, og de første 32 til 80 kilometer kørsel kan være udelukkende elektrisk. Derefter opfører den sig som en konventionel hybrid, hvor den bruger benzin og bruger regenerativ bremsning.

Chevrolet Volt, der blev lanceret i 2010, populariserede ideen. Dens benzinmotor fungerede primært som generator, når batteriet var ved at løbe tør. Andre producenter, fra Toyota til Volvo, byggede plug-ins, der blander motor- og elkraft mere direkte. Kategorien ligger mellem hybrid og batterielektrisk, og den appellerer til bilister, der ønsker elektrisk pendling uden rækkeviddeangst.

Hvorfor plug-in-hybrider findes

• De fleste daglige ture passer inden for den elektriske rækkevidde.
• Lange bilture bruger benzin, ingen opladningsstop er nødvendige.
• Skatteincitamenter i mange lande reducerer købsprisen.
• De kan kvalificere sig til adgang til samkørselsbaner i nogle regioner.

Fangsten er, at en plug-in hybrid kun sparer brændstof, hvis du rent faktisk sætter den i stikkontakten. Kør en uden at lade den op, og den bliver en tungere og mindre effektiv hybrid. Flådedata tyder på, at mange plug-in hybridbiler fra virksomheder aldrig ser en oplader. Købere, der forpligter sig til natlig opladning, får mest muligt ud af designet.