Zoneinddeling er et sæt kommunale bestemmelser, der styrer, hvordan jord må anvendes, og hvor meget der må bygges på den. Den opdeler en by i distrikter – boligområder, erhverv, industri og blandet anvendelse – og fastsætter regler for hver af dem. Disse regler dækker bygningshøjde, tæthed, afstand mellem bygninger, parkering og tilladte anvendelser.

Zoneinddeling former byer dybtgående. Den bestemmer, hvor folk bor, hvor de arbejder, og hvor langt de skal rejse mellem de to. Den bestemmer, om et kvarter har en butik på hjørnet eller kun huse. Den bestemmer, om en bygning kan være høj eller skal være lav. Det er et af de mest kraftfulde værktøjer, en by har.

Zoneinddeling har en kompliceret historie. Den er blevet brugt til at beskytte kvarterer mod uforenelige anvendelser, men også til at ekskludere mennesker og håndhæve segregation. Mange byer reformerer nu zoneinddelingen for at tillade flere boliger, mere blandet udvikling og flere gåvenlige kvarterer. Debatten er ofte ophedet, fordi zoneinddeling påvirker ejendomsværdier og livskvalitet.

For arkitekter og bygherrer er zoneinddeling den første begrænsning, man skal forstå. En byggegrunds zoneinddeling bestemmer, hvad der kan bygges, før en eneste linje er trukket. Ignorerer man den, vil projektet mislykkes i tilladelsesfasen.