Foder er foder, som landmændene giver deres dyr, i stedet for at lade dyrene græsse selv. Hø, halm, ensilage og hakkede grønne afgrøder tæller alle med. Forskellen fra grovfoder er vigtig: grovfoder spises, hvor det vokser, og foder høstes og transporteres.

Godt foder er rygraden i husdyrbrug på steder med kolde vintre eller tørre årstider, når græsningsarealer ikke er tilgængelige. En malkekvægsbesætning i Wisconsin spiser måske lucernehø i fem måneder af året. En landsby i Sahel kan være afhængig af oplagrede afgrøderester, såsom hirsestængler og jordnøddehals, for at få kvæget gennem den tørre sæson.

Almindelige fodertyper

• Hø: tørret græs eller bælgfrugter, presset i baller og opbevaret
• Ensilage: fermenteret fugtigt foder, der holdes lufttæt
• Halm: tørre stilke tilbage efter kornhøst
• Rødder og knolde: foderroer, majroer, kassava

Kvaliteten varierer enormt. Når græsset slås for sent, mister det protein og bliver sejt. Hvis høet opbevares for vådt, kan det mugne og endda antændes. Landmændene bedømmer foder ud fra lugt, farve og hvor ivrigt dyrene spiser det.