Braklægning beskriver landbrugsjord, der ligger ubeplantet i en eller flere vækstsæsoner for at give jorden mulighed for at genvinde frugtbarheden, akkumulere fugt og bryde skadedyrs- og sygdomscyklusser. Praksissen er gammel: Romerske landmænd skiftede korn med braklægning, og det middelalderlige tremarkssystem lod en tredjedel af jorden ligge brak hvert år. Braklægning kan være bar, hvor ukrudt bekæmpes med jordbearbejdning eller herbicid, eller bevokset, hvor en dækafgrøde dyrkes og senere indarbejdes. I tørlandbrug lagrer sommerbraklægning vinternedbør til den følgende afgrøde, selvom det også gør jorden sårbar over for erosion og reducerer den samlede produktion pr. hektar. I Den Europæiske Union krævede braklægningspolitikker engang, at landmændene lod jorden ligge brak for at reducere overskud og støtte biodiversiteten; i dag tilskynder økologiske fokusområder og landbrugsmiljøordninger til lignende praksisser. Braklægning giver levesteder for dyrelivet og kan bruges til græsning eller hø. Moderne rotationer reducerer ofte bar braklægning til fordel for dækafgrøder og diversificerede sekvenser.