Immanuel Kant mente, at moral ikke kunne afhænge af, hvad man ønsker, eller hvad der tilfældigvis er nyttigt. Den skal være bindende uanset begær eller konsekvens. Det kategoriske imperativ er hans navn for moralens højeste princip, og det findes i flere formuleringer. Den mest berømte lyder: Handl kun ud fra den maksime, som du samtidig kan ønske skal være en universel lov. Test din grund til at handle ved at spørge, om alle kunne handle ud fra den.

Kant satte kategoriske imperativer op mod hypotetiske imperativer. Et hypotetisk imperativ fortæller dig, hvad du skal gøre, hvis du ønsker et bestemt mål: Hvis du vil være sund, så motioner. Et kategorisk imperativ befaler ubetinget. Den anden formulering siger: Behandl menneskeheden, hvad enten det er i dig selv eller andre, altid som et mål, aldrig blot som et middel. Den tredje taler om et rige af mål, hvor rationelle væsener lovgiver morallove sammen. Kant mente, at disse formuleringer udtrykte det samme princip. At lyve, snyde og bryde løfter ikke består universaliserbarhedstesten, fordi en verden, hvor alle udførte dem, ville underminere selve de praksisser, de er afhængige af.

Kants formuleringer

• Universel lov. Handl kun ud fra maksimer, du kan ville som universelle.
• Humanity. Behandl personer som mål, ikke blot midler.
• Endernes rige. Funger som lovgiver i et samfund af rationelle væsener.

Det kategoriske imperativ begrunder deontologisk etik, som fastslår, at nogle handlinger er forkerte uanset deres konsekvenser.