Sociologer og offentligheden betegner sommetider en lille religiøs gruppe med nye overbevisninger og et intenst krav om loyalitet som en kult. Begrebet er omstridt. Forskere foretrækker ofte neutralt sprog, såsom "ny religiøs bevægelse", mens almindelig brug bærer stærke negative konnotationer af manipulation eller fare.

Grupper kaldet kulter har typisk en karismatisk leder, et højt niveau af engagement, særlige praksisser og spændinger med det omgivende samfund. Nogle forbliver små og kortlivede; andre udvikler sig til anerkendte trosretninger. Historiske eksempler viser, at nutidens etablerede religioner undertiden blev betragtet som kulter i deres formative perioder.

Bekymringer om tvangskontrol, økonomisk udnyttelse eller isolation fra familien giver næring til offentlig mistanke. En præcis vurdering kræver opmærksomhed på faktisk praksis snarere end blot en nyhed i troen. Selve ordet kan tilsløre mere, end det afslører, når det bruges som et simpelt nedsættende udtryk.

En omhyggelig beskrivelse er stadig vigtigere end etiketten.