Da Romerriget splittedes, og den vestlige kirke udviklede sig langs latinske linjer, fortsatte østens kirker i den græske og byzantinske tradition. Østlig ortodoksi er den levende form for denne kontinuitet. Dens hjerteområder forbliver Grækenland, Rusland, Balkan og Mellemøsten, selvom immigrantsamfund har ført den over hele kloden.

Læren er defineret af de første syv økumeniske konciler og af Kirkens fortsatte konsensus. Treenigheden, Kristi to naturer og ærbødigheden af ​​ikoner er ikke til forhandling. Gudstjenesten er liturgisk, lang og tæt på symbolik. Den guddommelige liturgi for Sankt Johannes Chrysostomos er den almindelige søndagsgudstjeneste; selve bygningen forstås som et billede af himlen, hvor ikonostasen markerer grænsen mellem kirkeskibet og alteret. Ikoner er ikke dekorationer, men vinduer til helgenernes og Kristi egen tilstedeværelse.

Autoritet er konciliær snarere end monarkisk. Ingen enkelt biskop har den slags universelle jurisdiktion, som det romerske pavedømme gør krav på. Autocephale kirker - russiske, græske, serbiske og andre - styrer sig selv, mens de forbliver i kommunion. Monastisisme, især traditionen fra Athos-bjerget, fortsætter med at forme spiritualitet gennem Jesusbønnen og stræben efter teose, den menneskelige persons gradvise deltagelse i det guddommelige liv.

For de ortodokse er Kirken ikke primært en institution, men Kristi Legeme, der allerede smager den kommende tidsalder i hver eukaristi.