Genindlæring er et mål for hukommelse, der vurderer, hvor meget hurtigere materiale mestres, når det studeres igen efter et stykke tid. Besparelserne i tid eller indsats indikerer, at der er en vis resterende hukommelse fra den oprindelige læring tilbage.

Hermann Ebbinghaus introducerede metoden i sine banebrydende studier af nonsensstavelser. Han målte antallet af gentagelser, der krævedes for at mestre den første beherskelse, lod tiden gå, og talte derefter de gentagelser, der var nødvendige for at genindlære den samme liste, ud fra samme kriterium. Forskellen udgjorde besparelser. Selv når den bevidste genkaldelse var faldet til nul, var der ofte betydelige besparelser tilbage, hvilket demonstrerer, at hukommelsen kan fortsætte under bevidsthedstærsklen.

Genindlæring er en følsom måling, der kan opdage hukommelsesspor, der overses i genkendelses- og genkendelsestests. Den bruges i forskning i langtidshukommelse, søvnens virkninger og holdbarheden af ​​​​pædagogiske interventioner. Hverdagseksempler inkluderer den lethed, hvormed et engang flydende sprog vender tilbage efter års inbrug.

Materiale, der føles fuldstændig glemt, afslører ofte sin resterende tilstedeværelse, når det læres hurtigere anden gang.