Figur-grund-organisation er den perceptuelle tendens til at adskille en visuel scene i et centralt objekt – figuren – og baggrunden, som den står imod. Figuren fremstår normalt tættere på, mere struktureret og mere mindeværdig; baggrunden synes at strække sig bag den.

Tildelingen dikteres ikke udelukkende af stimulusen. De samme konturer kan ses som figur eller grund afhængigt af opmærksomhed, forventning og den omgivende kontekst. Klassiske reversible figurer - såsom vaseansigts-illusionen - viser, at det samme nethindebillede kan understøtte to uforenelige organisationer, men ikke begge på én gang. Delte konturer tildeles typisk figuren, hvilket efterlader grunden uden en bestemt form ved grænsen.

Figur-grund-adskillelse forekommer tidligt i visuel bearbejdning og er en forudsætning for objektgenkendelse. Uden den forbliver synsfeltet en udifferentieret mosaik. Det samme princip gælder, med modifikationer, for auditive scener: en melodi skiller sig ud mod ledsagende harmoni eller støj.

For at kunne se et objekt overhovedet, kræver det først at afgøre, hvad der er et objekt, og hvad der er baggrund. Figur-grund-organisationen træffer denne beslutning.