Cannon-Bards teori om følelser foreslår, at en følelsesfremkaldende stimulus samtidig udløser den fysiologiske reaktion og den subjektive oplevelse af følelser. De to forekommer sammen; ingen af ​​dem forårsager den anden.

Walter Cannon og Philip Bard udviklede synspunktet i 1920'erne som en udfordring til den tidligere James-Lange-teori, der mente, at vi føler os bange, fordi vi løber. Cannon argumenterede for, at de samme kropslige ændringer forekommer i forskellige følelser, og at ændringerne ofte er for langsomme til at forklare den hastighed, følelsesmæssige følelser opstår. I stedet lokaliserede han nøgleprocesserne i thalamus, som han mente sendte samtidige signaler til cortex (som producerer den følte følelse) og til det autonome nervesystem (som producerer den kropslige reaktion).

Senere forskning har forfinet anatomien – hypothalamus og de limbiske strukturer spiller en større rolle, end Cannon antog – men den centrale påstand om samtidig generering er stadig indflydelsesrig. Moderne teorier inkorporerer ofte elementer fra både Cannon-Bard og James-Lange, idet de anerkender, at feedback fra kroppen kan farve og intensivere følelser, selvom det ikke er den eneste årsag.

Ifølge Cannon-Bard opstår det kapløbende hjerte og følelsen af ​​frygt i samme øjeblik fra den samme centrale proces, når man møder en bjørn i skoven.