Omkring seks til ni måneders alderen begynder de fleste spædbørn at producere gentagne stavelser – ba-ba, da-da, ma-ma. Dette er pludrestadiet, en universel milepæl i udviklingen af ​​​​tale.

Tidlig vrøvl indeholder en bred vifte af lyde, herunder nogle, der ikke forekommer i husstandens sprog. I løbet af de følgende måneder indsnævres repertoiret mod fonemerne i det omgivende sprog. Døve spædbørn vrøvler med hænderne, hvis de udsættes for tegnsprog, hvilket viser, at trangen til at producere struktureret, gentagende output ikke er begrænset til stemmebanen. Vrøvl er endnu ikke referentiel; stavelserne står ikke for objekter eller begivenheder. Alligevel giver det øvelse i den motoriske kontrol og auditive feedback, som senere tale vil kræve.

Forældre behandler ofte vrøvl som en samtale og reagerer, som om spædbarnet havde talt. Denne sociale kontingens hjælper med at holde spædbarnet engageret og kan understøtte overgangen til de første ord. Ved udgangen af ​​det første år producerer mange børn deres første genkendelige ord, og vrøvlfasen viger gradvist for meningsfuld tale.

Babling er lyden af ​​sprogsystemet, der indstiller sig selv, før det har noget bestemt at sige.