Inden for farmakologi er en agonist et kemikalie, der binder sig til en receptor og aktiverer den, hvilket producerer en biologisk reaktion. Det efterligner eller forstærker virkningen af ​​en naturlig neurotransmitter eller et hormon.

Fulde agonister producerer den maksimalt mulige respons, når de optager receptoren; partielle agonister producerer en svagere respons, selv ved fuld belægning. Nogle agonister virker direkte på receptoren; andre virker indirekte ved at øge mængden af ​​​​den tilgængelige naturlige transmitter - blokerer genoptagelse eller hæmmer nedbrydning. Morfin er en agonist ved opioidreceptorer; nikotin er en agonist ved nikotinacetylcholinreceptorer; mange antidepressive lægemidler øger serotoninsignalering og fungerer dermed som indirekte agonister.

Konceptet er fundamentalt for lægemiddeldesign. Ved at skabe molekyler, der selektivt aktiverer bestemte receptorsubtyper, sigter forskere mod at producere de ønskede effekter, samtidig med at bivirkningerne minimeres. Den samme ramme forklarer, hvordan endogene stoffer – dopamin, endorfiner, adrenalin – udøver deres naturlige indflydelse.

Hvor en antagonist blokerer, drejer en agonist nøglen og åbner døren.