Den absolutte tærskel er det svageste niveau af en stimulus, som en person kan registrere halvdelen af ​​tiden. Under dette niveau overses stimulusen normalt; over det bliver registrering pålidelig. Konceptet stammer fra psykofysik i det nittende århundrede og er fortsat et grundlæggende mål for sensorisk følsomhed.

Tærskler varierer på tværs af sanser og på tværs af individer. En stearinlysflamme kan på en klar nat ses fra 48 kilometer væk under ideelle forhold; et ur, der tikkede, kan høres fra seks meter i et stille rum. Smags- og lugtetærskler varierer med kemikaliet og med observatørens tilstand. Alder, træthed, opmærksomhed og forventning ændrer alle den målte værdi. Moderne test bruger ofte signaldetektionsmetoder, der adskiller sand følsomhed fra observatørens villighed til at sige "ja".

50-procentskriteriet er konventionelt. Det anerkender, at detektion er probabilistisk snarere end alt-eller-intet. En stimulus ved tærsklen er ikke usynlig eller uhørlig halvdelen af ​​tiden i nogen simpel forstand; snarere er den interne respons, den producerer, nogle gange stærk nok til at krydse beslutningskriteriet og nogle gange ikke.

Kendskab til den absolutte tærskel hjælper ingeniører med at designe displays og alarmer, og det giver psykologer et kvantitativt udgangspunkt for at studere, hvordan sansning bliver til perception.